26 september 2013

The Red Center

Torsdag gik turen til den røde ørken midt inde i Australien. Vi stod meget tidligt op og fløj i 3 timer indtil vi nåede en lille flække midt ude i ingenting, Alice Springs. Her tilbragte vi første nat på et hostel. Næste morgen blev vi samlet op kl. 5:30 og kørte i hele 6 timer ud i ørkenen indtil vi nåede den famøse røde sten, Ayers Rock, eller Uluru som den hedder blandt aboriginals.

Solen var bagende og luften knasende tør, så trods de 38 grader svedte vi ikke når vi stod ud af bilen. Det var dog trods alt kun lige indtil vi begyndte at vandre de 10 km. rundt om stenen uden skygge. Det var rigtig sjovt at se hvordan stenen så ud tæt på og det var fantastisk at se den røde farve og de helt afrundede kanter over det hele. Vi fik en masse historier med på vejen om hvordan aboriginals ser alle konturer i stenen som en del af en historie om dyr, menneske og naturen og sammenhængen mellem disse tre dele.

Inden afrejse havde vi fået et lille tip om at købe en hat med fluenet og det var simpelthen det bedste køb jeg længe har gjort. Den gav både lidt skygge og vigtigst af alt skærmede den af for de ufattelig mange fluer.







Efter den varme gåtur så vi solnedgangen. Det var helt fantastisk at se hvordan stenen skiftede farve hele tiden og gik fra støvet rød til meget intens rød til nærmest grå.



Efter solnedgangen blev vi kørt til vores lejr, hvor det blev tid til et meget velfortjent og trængende brusebad. Bagefter stod den på kænguru til aftensmad og så var det ellers tid til at rulle vores swag ud og gå til køjs. En swag er en slags en-mands telt med en sovepose i.
Det var rigtig skønt at sove under åben himmel med den klareste stjernehimmel og lyden af diverse dyr længere borte.


Næste morgen blev vi vækket kl. 4:40 og så var det ellers bare med at komme ud af fjerene, spise morgenmad, børste tænder, rulle swags og så afsted. Efter en lille times kørsel holdt vi ved et udsigtspunkt, hvor vi så den smukkeste solopgang over Uluru. Vi fik plads på første parket og så beundrede til hvordan landet strakte sig kilometervis uden noget som helst andet end det røde sand med savanne-lignende små planter og så den røde sten midt i det hele.
Normalt står solen op ved siden af Uluru, men én gang om året står den lige bag stenen, og vi var så heldige, at det var lige præcis den dag vi var der. Sikke et syn!



Efter den betagende solopgang gik turen hastigt videre til Kata Tjuta, bedre kendt som The Olgas, som er en samling røde bjerge. Vandreturen herigennem var helt fantastisk smuk. Modsat turen om Uluru var vi her omringet af de røde bjerge og det var skønt at kunne finde lidt skygge en gang imellem.




Om eftermiddagen kørte vi til vores nye lejr, hvor vi fik lov til at slappe af ved deres pool - det var fantastisk! Efter afslapning og badning var det tid til aftensmad og en velfortjent øl, som vel og mærke kostede 190 kr. for en six pack. Alting var ragende dyrt derude i ørkenen! Men det var det hele værd for en iskold øl efter flere dage med lunkent og meget dårligt smagende vand.
Om aftenen så vi på endnu flere stjerner og vi kunne se alverdens stjernebilleder og jeg har aldrig set mælkevejen så tydelig som et bælte hele vejen henover himlen som den aften.
I vores nye lejr var der telte vi kunne sove i, men vi valgte alligevel at sove i vores swags, for man sov altså ret godt i dem.





Næste morgen blev i vækket kl. 5:00 og så gik turen til Kings Canyon, hvor vi vandrede op på toppen og så solopgangen herfra. Man kan altså godt blive lidt forvænt til at se alle de solopgange og soldnedgange hver dag!




Efter Kings Canyon var der kamel burgere til frokost. Mums det var lækkert. Om eftermiddagen begyndte den lange køretur hjemad. Vi var alle overraskede over de enorme distancer der var. Vi kørte i snit omkring 5 timer hver eneste dag for at komme fra lejr til bjerge, tilbage igen osv.

Da vi kom tilbage til Alice Springs søndag aften var vi godt færdige og vi blev derfor hurtigt enige om at tilbringe hele mandag ved poolen og lave absolut ingenting. God beslutning!
Vi boede på et lille, hyggeligt hostel i Alice Springs, hvor vi sov i en lille campingvogn. Hele mandag blev der solet og badet i massevis. Alle andre gæster var på tur i ørkenen, så vi havde nærmest poolen helt for os selv.





Om aftenen besluttede vi at tage op på toppen af et lille bjerg i Alice Springs for at nyde den sidste solnedgang på turen. Det var utrolig smukt og meget fredfyldt at sidde der og nyde det.



Til sidst skal der lige et ord med om vores guide på turen, for hun var da noget for sig. Hun var mildest talt skingrende skør. Vi blev hurtigt enige om at hendes største drøm nok havde været at arbejde i militæret hvor hun kunne få lov at råbe ad folk, have stramme tidsplaner osv.
Alting var tilrettelagt ned til mindste sekund på turen. Det er selvfølgelig nødvendigt at have en tidsplan når man skal nå så meget og skal se solopgange osv., men hun planlagde også præcis hvornår vi skulle gå på toilettet, tage billeder og hvilke motiver der skulle være på billederne. Derudover fik vi også opdateringer hvert minut på hvornår det var tid til at skulle videre til næste sted. Ja, hun var skør, men vi tog det med et smil på læben og vi havde jo den skønneste tur.

15 september 2013

Lidt af hvert fra Sydney

De sidste par uger har primært stået på skole og mid-term exams. Der har dog stadig været plads til lidt andet også, så her kommer lige lidt om lidt af hvert og alt og intet.

Coogee-Bondi Walk

For en måneds tid siden gik jeg turen fra Coogee til Bondi sammen med medicinerne. Turen er virkelig smuk og man kommer forbi alle de flotte og meget forskellige strande herude på østkysten.  Medicinerne er dem jeg skal til Uluru (Ayers Rock) med på torsdag. På billedet er det fra venstre Sara, Kristina, Kickan og Morten.






Kirkegårdene her i Sydney er alle sammen kæmpe store, uden træer eller blomster og meget rodede. Men man må da sige de har god udsigt!


Efter et par timer nåede vi frem til den famøse Bondi Beach. Stranden er fantastisk at se, men jeg foretrækker nu faktisk mange af de andre mindre strande der ligger på vejen dertil.


Til gengæld sker der altid noget på Bondi Beach. Her er der f.eks. skate konkurrence.


 Nike Run

Hver mandag og tirsdag er der Nike Sydney City Run, hvor man gratis kan være med til at løbe hhv. 7 eller 12 km. i Sydney by. Det er virkelig sjovt at være med og ruten er altså bare helt fantastisk flot. Den starter i Hyde Park, videre gennem Botanisk Have, ned omkring Operahuset, under Harbour Bridge og hen til Darling Harbour. Når mine forældre kommer på besøg skal de også være med. Det har de lovet mig ;)


The Soda Factory

Mig og de andre danskere har efterhånden tradition for at tage på The Soda Factory om tirsdagen eller om onsdagen. Det er en rigtig hyggelig bar/spisested, hvor der hver tirsdag er 1$ hot dogs og hver onsdag er 5$ burger og milkshakes. Det er super hyggeligt og maden er virkelig god til prisen!


Featherdale Wildlife Park

I sidste uge var jeg i Featherdale Wildlife Park med Philip, Mikkel og Ryan. Det var virkelig sjovt og vi fik lov til at fodre og klappe på kænduruer, wallabies og koalaer og jeg må altså tilslutte mig mængden: koalaer er simpelthen sååååå søde!



Så er der også lige et par billeder af chaufføren, Ryan, og Philip på bagsædet.





Og udsigten over Sydney skyline efter en lille detour på vejen tilbage til byen. Jeg tror husene her er ok dyre!


Kaffe

Ja kaffe bliver der altså drukket rigeligt af! De laver virkelig god kaffe hernede og så er det simpelthen bare så billigt. En rigtig god kop cappuchino koster omkring 3.20$ hvilket svarer til 16 kr. Det er godt nok ikke meget i forhold til de 35-40 kr. vi er vant til at give derhjemme.
Her er bare et par billeder fra søndagskaffe tur med Philip. Og så skal der lige et ord med på vejen igen om hvor utrolig flinke australiere er. Fordi vi ikke havde smagt deres muffins på cafeen før så fik vi da bare en gratis muffin, for vi skulle altså smage den. Derudover fik vi også lige tre med hjem da vi gik. Og ja sådan er de altså bare generelt. Skønt :)



Alt muligt andet

Der sker jo mange små ting i hverdagen, som jeg helt glemmer at fortælle om når jeg endelig snakker med jer derhjemme, så her kommer lige et lille udsnit.
Hver lørdag aften er der fyrværkeri over Darling Habour. Jeg skal holde nytår i Sydney, så det bliver sjovt at se når de rigtig fyrer af over Harbour Bridge.


Her Kickan og Sara på en cafe ved Maroubra Beach. Vi spiser en hel del ude hernede, men det er til gengæld også noget billigere end derhjemme.


Jeg laver mest med forskellige mennekser som ikke bor i mit hus, men det tror jeg nu også er meget godt, for ellers kunne man sikkert godt gå hinanden på nerverne, hvis man både bor sammen og laver alt andet sammen. En gang imellem laver vi dog mad sammen. Her har vi lavet brunch som vi selvfølgelig spiste ude i vores lille gårdhave.


Philip har haft besøg af sin kæreste, Mikkel, som er på udveksling på New Zealand. Her er vi ude og spise. Jeg rejser med dem til New Zealand d. 1. december, hvor skolen er færdig. Vi lejer en bil og kører fra Christchurch på sydøen til Auckland på nordøen.


Som I jo sikkert kan se er Philip den jeg bruger mest tid med. Den anden dag var vi på Manly og det var en ganske typisk dag for os, som ser ca. sådan her ud:



Det var vidst det for nu. Jeg kan da også lige fortælle at vi havde 33 grader den anden dag og 62 bushfires omkring Sydney.

På torsdag går turen til Alice Springs midt inde i Sydney. Herfra skal vi på camping tur i outback'en, hvor vi skal se Uluru, Kata Tjuta og hvad der nu ellers hører til.
Fredagen efter skal jeg på surf camp i tre dage lidt syd for Sydney og den efterfølgende fredag igen tager Philip og jeg 4 dage til Byron Bay, hvor vi skal bade, snorkle, hygge og have det rigtig sjovt. Det glæder jeg mig til :)