Solen var bagende og luften knasende tør, så trods de 38 grader svedte vi ikke når vi stod ud af bilen. Det var dog trods alt kun lige indtil vi begyndte at vandre de 10 km. rundt om stenen uden skygge. Det var rigtig sjovt at se hvordan stenen så ud tæt på og det var fantastisk at se den røde farve og de helt afrundede kanter over det hele. Vi fik en masse historier med på vejen om hvordan aboriginals ser alle konturer i stenen som en del af en historie om dyr, menneske og naturen og sammenhængen mellem disse tre dele.
Inden afrejse havde vi fået et lille tip om at købe en hat med fluenet og det var simpelthen det bedste køb jeg længe har gjort. Den gav både lidt skygge og vigtigst af alt skærmede den af for de ufattelig mange fluer.
Efter den varme gåtur så vi solnedgangen. Det var helt fantastisk at se hvordan stenen skiftede farve hele tiden og gik fra støvet rød til meget intens rød til nærmest grå.
Efter solnedgangen blev vi kørt til vores lejr, hvor det blev tid til et meget velfortjent og trængende brusebad. Bagefter stod den på kænguru til aftensmad og så var det ellers tid til at rulle vores swag ud og gå til køjs. En swag er en slags en-mands telt med en sovepose i.
Det var rigtig skønt at sove under åben himmel med den klareste stjernehimmel og lyden af diverse dyr længere borte.
Næste morgen blev vi vækket kl. 4:40 og så var det ellers bare med at komme ud af fjerene, spise morgenmad, børste tænder, rulle swags og så afsted. Efter en lille times kørsel holdt vi ved et udsigtspunkt, hvor vi så den smukkeste solopgang over Uluru. Vi fik plads på første parket og så beundrede til hvordan landet strakte sig kilometervis uden noget som helst andet end det røde sand med savanne-lignende små planter og så den røde sten midt i det hele.
Normalt står solen op ved siden af Uluru, men én gang om året står den lige bag stenen, og vi var så heldige, at det var lige præcis den dag vi var der. Sikke et syn!
Efter den betagende solopgang gik turen hastigt videre til Kata Tjuta, bedre kendt som The Olgas, som er en samling røde bjerge. Vandreturen herigennem var helt fantastisk smuk. Modsat turen om Uluru var vi her omringet af de røde bjerge og det var skønt at kunne finde lidt skygge en gang imellem.
Om eftermiddagen kørte vi til vores nye lejr, hvor vi fik lov til at slappe af ved deres pool - det var fantastisk! Efter afslapning og badning var det tid til aftensmad og en velfortjent øl, som vel og mærke kostede 190 kr. for en six pack. Alting var ragende dyrt derude i ørkenen! Men det var det hele værd for en iskold øl efter flere dage med lunkent og meget dårligt smagende vand.
Om aftenen så vi på endnu flere stjerner og vi kunne se alverdens stjernebilleder og jeg har aldrig set mælkevejen så tydelig som et bælte hele vejen henover himlen som den aften.
I vores nye lejr var der telte vi kunne sove i, men vi valgte alligevel at sove i vores swags, for man sov altså ret godt i dem.
Næste morgen blev i vækket kl. 5:00 og så gik turen til Kings Canyon, hvor vi vandrede op på toppen og så solopgangen herfra. Man kan altså godt blive lidt forvænt til at se alle de solopgange og soldnedgange hver dag!
Efter Kings Canyon var der kamel burgere til frokost. Mums det var lækkert. Om eftermiddagen begyndte den lange køretur hjemad. Vi var alle overraskede over de enorme distancer der var. Vi kørte i snit omkring 5 timer hver eneste dag for at komme fra lejr til bjerge, tilbage igen osv.
Vi boede på et lille, hyggeligt hostel i Alice Springs, hvor vi sov i en lille campingvogn. Hele mandag blev der solet og badet i massevis. Alle andre gæster var på tur i ørkenen, så vi havde nærmest poolen helt for os selv.
Om aftenen besluttede vi at tage op på toppen af et lille bjerg i Alice Springs for at nyde den sidste solnedgang på turen. Det var utrolig smukt og meget fredfyldt at sidde der og nyde det.
Til sidst skal der lige et ord med om vores guide på turen, for hun var da noget for sig. Hun var mildest talt skingrende skør. Vi blev hurtigt enige om at hendes største drøm nok havde været at arbejde i militæret hvor hun kunne få lov at råbe ad folk, have stramme tidsplaner osv.
Alting var tilrettelagt ned til mindste sekund på turen. Det er selvfølgelig nødvendigt at have en tidsplan når man skal nå så meget og skal se solopgange osv., men hun planlagde også præcis hvornår vi skulle gå på toilettet, tage billeder og hvilke motiver der skulle være på billederne. Derudover fik vi også opdateringer hvert minut på hvornår det var tid til at skulle videre til næste sted. Ja, hun var skør, men vi tog det med et smil på læben og vi havde jo den skønneste tur.
