Farvel til Sydney

Så forsvandt det semester! Wow hvor er tiden gået hurtigt. Eksamenslæsningen og de 5 eksaminer på 9 dage er overstået og tiden er kommet til alle de mange rejser.

I morgen forlader jeg huset i Coogee. Det bliver rigtig spændende at skulle videre, men jeg synes også det er rigtig trist at skulle sige farvel til Sydney og især Coogee, som jeg er blevet rigtig glad for.

I morgen går turen til New Zealand sammen med Philip og Mikkel. Her lejer vi en bil og kører rundt på sydøen. Det jeg ser aller mest frem til lige nu er, at vi skal ud og svømme med delfiner i Kaikoura. Derudover skal vi selvfølgelig se en masse smuk natur som vel er det New Zealand er mest kendt for.

Den 12. december flyver jeg til Melbourne, hvor jeg møder Nina og Linnea. Vi skal være tre dage i Melbourne og derefter lejer vi en bil og kører på Great Ocean Road i et par dage.

Efter det korte visit i Melbourne går turen videre til Brisbane hvorfra jeg fanger resten af medicinerne (Sara, Kristina og Morten). Vi skal holde jul i Yamba, som er en lille surfer by, og planen er at tilbringe d. 24. på stranden med et surfboard og en masse sol.

Nytår skal selvfølgelig tilbringes i Sydney, hvor det famøse fyrværkeri over Harbour Bridge og Operahuset skal opleves. Den 1. januar skal Philip, Mikkel, Ryan og jeg ind og se The Lion King musical'en! Det bliver en god måde at tilbringe 1. januar på.

Efter nytår, den 3. januar, flyver Philip, Mikkel, Ulla og jeg til Cairns. Her lejer vi en bil og så skal vi ellers bare ned langs østkysten. Vi skal blandt andet en tur ind i regnskoven, snorkle i Great Barrier Reef, Sejle bland Whitsunday Islands, holde en masse koaler og helt sikkert meget mere.

Det var vidst sådan ca. planen for mine rejser.

Jeg har desuden haft besøg fra Danmark for en måneds tid siden. Det var rigtig hyggeligt og vi fik set en hel masse ting sammen.

Det var alt for denne gang. Vi ses i januar ;)

Surf Camp og Spring Break i Byron Bay

Spring Break er forbi og det er tilbage til skole og hverdag. Øv øv for det har været så skønt at være på ferie. Sjovt som Sydney pludselig bare føles som hverdag. Meeeen jeg nyder det nu også ret meget her ;)


Surf camp i Wollongong
Jeg startede min spring break med at tage på en to-dages surf camp i Wollongong et par timer syd for Sydney.
Vi blev hentet fredag aften og kørt afsted mod campen. Lørdag morgen begyndte første surf lesson. Stranden hvor campen ligger hedder Seven Mile Beach og den var virkelig smuk og bølgerne der er perfekte for begyndere. Jeg var ret spændt på hvordan jeg ville synes det var surfe sådan for real. Jeg håbede og troede selvfølgelig at det var sjovt, men jeg var også lidt nervøs for hvad jeg ville synes om de store, kraftfulde bølger. Men men men det var bare helt fantastisk sjovt! Vi nød det alle sammen og tonsede rundt i vandet.
Vi havde formiddags og eftermiddags lektioner om lørdag og en enkelt middagslektion og søndagen. Når man sådan kæmper sig igennem store bølger det meste af dagen i to dage bliver man altså godt øm i HELE kroppen ;)

Campen hvor vi boede var rigtig hyggelig og vores instruktører var super flinke og rigtig dygtige. Jeg lærte meget mere på de to dage end jeg havde turde håbet på og nu går jeg egentlig bare lidt og lurer på om jeg skal købe mig et surfboard. Våddragten er allerede i hus.

Byron Bay
Den efterfølgende fredag begav Philip og jeg os afsted til Byron Bay. Byron er en lille og meget afslappet by med de smukkeste strande. Jeg er helt vild med stedet, da det er meget lokalt og en smule (eller rigtig meget) flippet, så der er altid ro på. Alle surfer og nyder stranden dagen lang. Jeg kom til at tænke på at jeg ikke rigtig ved om folk arbejder nogensinde eller om de bare ryger joints og surfer hele dagen ;)

Flyveturen derhen var til gengæld ikke den sjoveste. Indflyvningen (og udflyvningen) til Byron lufthavn er nok den ubehageligste jeg har prøvet, da flyet drejer virkelig skarpt. Det blev selvfølgelig ikke bedre på vej hjem da det blev et vildt uvejr lige da vi skulle hjem, så der blev lidt tilsat en god portion turbulens oveni. Men vi kom da helskinnede hjem.

Turen startede lidt uheldigt, da jeg allerede i Sydney lufthavn forstuvede foden. Heldigvis blev den hurtigt bedre, så det betød ikke det store.

Den første dag på stranden var vi selvfølgelig i vandet i flere timer. Bølgerne er altså bare helt fantastisk sjove at lege i hernede. Og så skete der noget vildt fedt - pludselig var der vilde delfiner kun 10-15 meter fra os. Det var så fantastisk at se! Resten af ferien så vi massevis af hvaler og delfiner meget tæt på kysten.

Billeder kommer senere da Philip har dem og jeg har ikke fået dem endnu.

Når nu vi er i dyreenden kan jeg jo lige tilføje at vi på vores hostel havde et kæmpe firben som overhovedet ikke var bange for mennesker, så den havde det altså med at komme ret tæt på. Lidt skræmmende.

De fleste dage blev tilbragt på stranden og vi er blevet dejligt solbrune. Men man skal altså godt nok huske solcremen hernede. UV-indekset ligger typisk på omkring 10!

Hver dag spiste vi lækker mad fra en af deres mange hyggelige caféer og vi fandt hurtigt en favorit: en lille og helt fantastisk falaffel biks, hvor vi fik pitabrød med falaffel og masser af lækkert snask i.

Den sidste dag gik vi en tur op til byens lighthouse som ligger på Australiens mest østlige punkt. Her fra havde vi god udsigt til strandende og de mange hvaler og delfiner.

Forresten mødte vi også pludselig helt tilfældigt to piger, Julie og Anna, som vi læser biologi med derhjemme. Vi vidste godt at de begge er på udveksling i Brisbane, men vi blev godt nok overraskede da vi pludselig stødte på dem i Byron!

The Red Center

Torsdag gik turen til den røde ørken midt inde i Australien. Vi stod meget tidligt op og fløj i 3 timer indtil vi nåede en lille flække midt ude i ingenting, Alice Springs. Her tilbragte vi første nat på et hostel. Næste morgen blev vi samlet op kl. 5:30 og kørte i hele 6 timer ud i ørkenen indtil vi nåede den famøse røde sten, Ayers Rock, eller Uluru som den hedder blandt aboriginals.

Solen var bagende og luften knasende tør, så trods de 38 grader svedte vi ikke når vi stod ud af bilen. Det var dog trods alt kun lige indtil vi begyndte at vandre de 10 km. rundt om stenen uden skygge. Det var rigtig sjovt at se hvordan stenen så ud tæt på og det var fantastisk at se den røde farve og de helt afrundede kanter over det hele. Vi fik en masse historier med på vejen om hvordan aboriginals ser alle konturer i stenen som en del af en historie om dyr, menneske og naturen og sammenhængen mellem disse tre dele.

Inden afrejse havde vi fået et lille tip om at købe en hat med fluenet og det var simpelthen det bedste køb jeg længe har gjort. Den gav både lidt skygge og vigtigst af alt skærmede den af for de ufattelig mange fluer.

Efter den varme gåtur så vi solnedgangen. Det var helt fantastisk at se hvordan stenen skiftede farve hele tiden og gik fra støvet rød til meget intens rød til nærmest grå.

Efter solnedgangen blev vi kørt til vores lejr, hvor det blev tid til et meget velfortjent og trængende brusebad. Bagefter stod den på kænguru til aftensmad og så var det ellers tid til at rulle vores swag ud og gå til køjs. En swag er en slags en-mands telt med en sovepose i.
Det var rigtig skønt at sove under åben himmel med den klareste stjernehimmel og lyden af diverse dyr længere borte.

Næste morgen blev vi vækket kl. 4:40 og så var det ellers bare med at komme ud af fjerene, spise morgenmad, børste tænder, rulle swags og så afsted. Efter en lille times kørsel holdt vi ved et udsigtspunkt, hvor vi så den smukkeste solopgang over Uluru. Vi fik plads på første parket og så beundrede til hvordan landet strakte sig kilometervis uden noget som helst andet end det røde sand med savanne-lignende små planter og så den røde sten midt i det hele.
Normalt står solen op ved siden af Uluru, men én gang om året står den lige bag stenen, og vi var så heldige, at det var lige præcis den dag vi var der. Sikke et syn!

Efter den betagende solopgang gik turen hastigt videre til Kata Tjuta, bedre kendt som The Olgas, som er en samling røde bjerge. Vandreturen herigennem var helt fantastisk smuk. Modsat turen om Uluru var vi her omringet af de røde bjerge og det var skønt at kunne finde lidt skygge en gang imellem.

Om eftermiddagen kørte vi til vores nye lejr, hvor vi fik lov til at slappe af ved deres pool - det var fantastisk! Efter afslapning og badning var det tid til aftensmad og en velfortjent øl, som vel og mærke kostede 190 kr. for en six pack. Alting var ragende dyrt derude i ørkenen! Men det var det hele værd for en iskold øl efter flere dage med lunkent og meget dårligt smagende vand.
Om aftenen så vi på endnu flere stjerner og vi kunne se alverdens stjernebilleder og jeg har aldrig set mælkevejen så tydelig som et bælte hele vejen henover himlen som den aften.
I vores nye lejr var der telte vi kunne sove i, men vi valgte alligevel at sove i vores swags, for man sov altså ret godt i dem.

Næste morgen blev i vækket kl. 5:00 og så gik turen til Kings Canyon, hvor vi vandrede op på toppen og så solopgangen herfra. Man kan altså godt blive lidt forvænt til at se alle de solopgange og soldnedgange hver dag!

Efter Kings Canyon var der kamel burgere til frokost. Mums det var lækkert. Om eftermiddagen begyndte den lange køretur hjemad. Vi var alle overraskede over de enorme distancer der var. Vi kørte i snit omkring 5 timer hver eneste dag for at komme fra lejr til bjerge, tilbage igen osv.

Da vi kom tilbage til Alice Springs søndag aften var vi godt færdige og vi blev derfor hurtigt enige om at tilbringe hele mandag ved poolen og lave absolut ingenting. God beslutning!
Vi boede på et lille, hyggeligt hostel i Alice Springs, hvor vi sov i en lille campingvogn. Hele mandag blev der solet og badet i massevis. Alle andre gæster var på tur i ørkenen, så vi havde nærmest poolen helt for os selv.

Om aftenen besluttede vi at tage op på toppen af et lille bjerg i Alice Springs for at nyde den sidste solnedgang på turen. Det var utrolig smukt og meget fredfyldt at sidde der og nyde det.

Til sidst skal der lige et ord med om vores guide på turen, for hun var da noget for sig. Hun var mildest talt skingrende skør. Vi blev hurtigt enige om at hendes største drøm nok havde været at arbejde i militæret hvor hun kunne få lov at råbe ad folk, have stramme tidsplaner osv.
Alting var tilrettelagt ned til mindste sekund på turen. Det er selvfølgelig nødvendigt at have en tidsplan når man skal nå så meget og skal se solopgange osv., men hun planlagde også præcis hvornår vi skulle gå på toilettet, tage billeder og hvilke motiver der skulle være på billederne. Derudover fik vi også opdateringer hvert minut på hvornår det var tid til at skulle videre til næste sted. Ja, hun var skør, men vi tog det med et smil på læben og vi havde jo den skønneste tur.